SKAGEN INT. OPERA MASTERCLASS - AUGUST 2019
Workshops and masterclass for talented operasingers ... Læs mere
"Tilbage til Skagen - Masker & Dukker" er titlen på årets sidste udstilling i Udstillingssalen 2. Sal. - Kunstneren er den tidligere skagbo, Jens Kirkedal Jensen, som i dag er landskendt maskemager, og bosat i Hinnerup.
Udstillingen er en anderledes kunstudstilling for hele familien, hvor både børn og voksne vil blive begejstret af de mange meget visuelle udtryk, som de forskellige masker og dukker leverer. - Alle er de øjebliksbilleder fra et univers befolket af masker, dukker og træskærearbejder, alle med rod i en spraglet teaterverden, hvor stemninger, følelser, den ydre facade og det indre liv bliver sat i scene ved hjælp af dukkens kropssprog, maskens ansigtsudtryk og små scenegrafiske rum.
Jens Kirkedal Jensen siger selv om masken og dens magi på scenen:
"Når ansigtet er afløst af maskens stiliserede udtryk, får kroppens medspil en helt anderledes og dynamisk rolle. Masken bliver som et instrument, der giver grundakkorderne, mens kroppen spiller melodistemmen."
Og udstillingen indeholder mange grundakkorder. Smil, glæde sorg og latter. Gråd, fortvivlelse og vrede. Alle stemninger kommer til udtryk, og maskerne og dukkerne er mangfoldige. Nogle af gips og papmaché, andre skåret i træ. Åbne øjne, lukkede øjne. Dyr og mennesker. Virkelighed og fantasi. Kun tilskueren sætter begrænsningen.
Inspirationen
Siden tidernes morgen har masken og dukken haft en stor betydning. I Middelalderens mysteriespil, hvor den bibelske tekst blev omskabt til teater, bar djævlene uhyggelige masker og andre menneskemasker med krumme næser og vorter - i nyere tid den gamle danske tradition "at løbe julebuk". En person klædte sig ud som julebuk, og gik fra dør til dør og skræmte folk med underlige lyde og sære krumspring. Og det er i historien, at Jens finder størstedelen af sin inspiration, især maske- og dukketeater, folkloristisk kunst, surrealisme og særligt i film af den italienske filminstruktør Federico Fellini, som i '60-erne også arbejdede meget med en fantasipræget og surrealistisk tilgang til filmproduktion. Men også naturen spiller en særlig rolle i søgen efter inspirationen, og naturen omkring Skagen har været og er stadig en helt speciel inspirationskilde for Jens, som altid udnytter besøg i hjembyen med en tur ud i naturen omkring den by, hvor det hele startede.
Om Jens Kirkedal Jensen
"Jeg er vokset op i Skagen i de glade '60-ere", fortæller Jens Kirkedal Jensen, "og jeg fik smag for teateret, da jeg som ung deltog i Ungdomsskolens teaterhold. Poul Bernth var vores lærer, og han havde en formidabel evne til at omforme alle vores kreative idéer og ikke mindst energi til teaterforestillinger. Hele vinteren arbejdede vi med drama, og om foråret blev en forestilling opført i Kappelborgskolens gymnastiksal. Det var en gylden tid, som gjorde, at jeg arbejde videre med teater, da jeg i 1974 flyttede fra byen."
Jens følte sig imidlertid mere hjemme på værkstederne bag end oppe på scenen, og hans skæbne blev beseglet, da han under en rejse i Indonesien i 1984 mødte en maskemager på Bali. For 20 kr. om dagen begyndte læretiden hos den balinesiske maskemager, og mange timer senere hvor af de fleste var tilbragt siddende på en sivmåtte med træsplinterne flyvende om ørerne, vendte Jens hjem til Danmark med rygsækken fyldt med træmasker og værktøj. Århus blev næste station, og arbejdet med maskemageriet fortsatte. Kontakt med teatergruppen "Den blå Hest" satte for alvor gang i karrieren som freelance dukke- og maskemager, og Jens blev leverandør til mange små og store forestillinger rundt om i landet, og begyndte samtidig at undervise i billedkunst på bl.a. Herning Højskole.
Jens Kirkedal Jensen udgav i 2008 bogen "Teatermasker", en udførlig og billedskabende beretning om masker i teatrets regi.
Fernisering
Udstillingen er arrangeret af Kulturhus Kappelborg, og åbner lørdag den 26. oktober kl. 13 - 15 med en uformel fernisering, hvor der vil være mulighed for, foruden at nyde de smukke værker, også at møde Jens Kirkedal Jensen, samt købe en signeret udgave af "Teatermasker" Alle er velkomne.
Åbningtider & entré
Udstillingen kan opleves i perioden 28/10 - 7/12 2013, mandag, tirsdag, torsdag kl. 10 - 17, fredag og lørdag kl. 10 - 14. Onsdag og søndag lukket.
Fri entré.
"Tilbage til SKagen - Masker & Dukker" er arrangeret af Kulturhus Kappelborg.