SKAGEN INT. OPERA MASTERCLASS - AUGUST 2019
Workshops and masterclass for talented operasingers ... Læs mere
Forfatterforedrag ved Lone Hørslev
I Lone Hørslevs roman "Dyrets år", som udkom i september 2014, kaster Hørslev blikket på en af 1600-tallets fascinerende kvindeskikkelser og giver os historien om Marie Grubbe. Kødets krav gør sig gældende både blandt de forlystelsessyge adelige og den sultende pøbel i Christiania.
Den unge Marie Grubbe tumler rundt på Akershusfæstningen i Oslo og lader sig forføre af bar kedsomhed, mens hendes mand evig og altid er bortrejst. Så hun tager elskere, først ritmesteren Blanquefort ude i stalden, så flere, og hun drikker sig fuld og er en skandale. Resten er historie, skilsmisse, omflakken og fattigdom, men Lone Hørslev koncentrerer sig om det år, hvor det hele begynder at skride: 1666 - Dyrets år. Med en purung 23 årig kvinde komplet i sine sansers vold.
"Dyrets år" er en fortælling om begær, hemmelige forhold og lyster, som er svære at styre.
Lone Hørslev vil fortælle om arbejdet med bogen. Om research og intuition. Om poesi og fortælleglæde, trolddom og magi og erotikkens magt over mennesket Marie Grubbe.
Mandag den 26. oktober kl. 19.30 i Biografsalen på Kappelborg
Entré: Kr. 75,-
unummererede pladser
Billetter kan bestilles på bibl.frederikshavn.dk eller på Skagens Bibliotek
Arrangeret af Skagens Bibliotek i samarbejde med Statens Kunstråd